onsdag den 21. november 2012

Skifergas Nej Tak!


Så er det vist på tide at komme op af stolene, hvis ikke Nordjylland skal ødelægges til fordel for det franske olie firma Total. Jeg håber I har 5 min til at læse følgende:

Der er ikke mange der egentlig ved hvilken fremtid Nordjylland står overfor, da der har været utroligt stille i medierne, men hele sagen handler om skifergas, hvilket er en naturgas (olie på gasform) der findes i undergrunden. Regeringen og Total har dollartegn i øjnene, men vil vi virkelig tjene penge for enhver pris?

Den nye regering har ellers lavet en flot og ambitiøs miljøpolitik, men den er de godt i gang med at undergrave, hvis de siger ja til skifergas. Som sagen er nu, så har Total licens til at lave en prøveboring. Umiddelbart lyder det ikke særligt skræmmende, men der er mange ting galt her....!

Først er der den efterfølgende glidebane, hvis de rent faktisk finder skifergas: Med en positiv prøve, vil kommunerne og regeringen have svært ved at sige nej til yderligere indvinding og indtjening. Men når der bores efter skifergas er det ikke nok med kun én boring. Faktisk skal der hele tiden laves nye boringer da produktionen i én hele tiden falder. I det 130 km2 store fokusområde kan der blive tale om 250-500 boringer (2-4 per km2)! Licensområdet i Nordjylland er knapt 3000 km2, så det kan blive til rigtig mange boringer...

Billede fra Jonah Field, Wyoming.

Lastbilforurening
Nogle af de største problemer de har steder med skifergas, er forurening fra støj og lastbiler. Til én fracking (én behandling for at få frigivet gas) skal der bruges:
  • Ca 50 tons kemikalier (som Total ikke kan/vil oplyse inden boring – så hvordan kan vi/kommunen/regering vurdere faren!!?)
  •  10-15 millioner liter vand
  • og sand     
      Alt dette skal fragtes til stedet og i sandhed også derfra, da al returvand og sand indeholder kemikalier og radioaktivitet. Så alle disse tons skal køres – hvorhen?  


Hvis de får negativt svar på deres prøveboring:
Ja, så går Nordjylland måske fri, men der er stadig lavet et langt hul ned igennem jordlagene til grundvandet. Man kunne nemt forestille sig at beskyttende lerlag er blevet ødelagt og der er fri passage for kemikalier og pesticider til vores grundvand. Derfor bør de slet ikke gå i gang med prøveboringer!

Dansk skifergas ikke nødvendigt!
Som sagt mener jeg at regeringen undergraver deres egen miljøpolitik, ved at sige ja til skifergas. Hvis deres miljøpolitik ellers bliver gennemført, så har vi ikke brug for skifergassen og vi kan lige så godt lade den ligge (hvis nu kommende generationer skulle være virkelig trængende). Hvis vi skal holde målet om max 2 graders stigning i middeltemperatur, så skal op til 80 % af reserverne af fossile brændsler – kul, olie og NATURGAS - forblive i undergrunden. 



2 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. Verden og Nordjylland har brug for flere af din slags!

    SvarSlet